Spotify er blevet en del af danskernes hverdag, og derfor er platformen interessant for brands, der er villige til at betale for forbrugernes uafbrudte opmærksomhed.

På mange måder er Spotify ”on demand”- alternativet til de radiokanaler, du kender – og nok netop derfor er platformen blevet populær.

Brugerne lytter til podcast og playlister inden for de emner og genrer, der interesserer dem, og denne adfærdsdata har Spotify brugt til at skabe en annonceplatform, som kan være attraktiv for både musikere og brands.

Spørgsmålet er, om kanalen også er interessant for dit brand?

Annoncer i Spotify når kun ud til de brugere, som ikke har premium-versionen af app’en – og det har de fleste danskere, da mange har den inkluderet i mobilabonnementet.

Derfor bør du ikke nøjes med at annoncere via Spotify – og med mindre du er musiker eller koncertarrangør, er Spotify nok heller ikke det sted, hvor du vil lægge flest annoncekroner, da den potentielle rækkevidde på platforme som Facebook (herunder Instagram) er langt større.

Platformen har dog nogle spændende muligheder, og derfor kan den være et interessant supplement til dine andre kanaler.

Formålet med dette indlæg er at give dig en indsigt i dem, så du kan vurdere, om Spotify skal inkluderes i dit brands kanalmix.

Hvad koster annoncering i Spotify?

Der er et mindsteforbrug

Når du annoncerer via Spotify Ads Studio, skal du som minimum benytte 250 euro på din kampagne – og det er uanset dens varighed.

Til sammenligning skal du på Facebook (og Instagram) minimum benytte 25 kr. pr. dag (ved de fleste målsætninger), så Spotify er altså lidt dyrere at komme i gang med, men til gengæld får du så også en speaker med i købet – mere herom senere.

Hvad du kan forvente

Prisen per annoncelevering afhænger af dine målretningskriterier, men i skrivende stund ligger den på 5-10 øre i Danmark. Jo større en målgruppe, des lavere pris per annoncelevering, så hvis ikke målretningskriterierne giver mening for dit brand, kan du passende målrette dig bredt.

Målretning af annoncering i Spotify

Spotify analyserer løbende brugernes streamingadfærd og er derfor i stand til at tilbyde annoncører specifik målretning og levering af annoncer til brugerne på platformen.

Når du skal vurdere, om Spotify skal inkluderes i dit brands kanalmix, bør du som det første undersøge, om du kan identificere målgruppen ud fra de målretningskriterier, som er tilgængelige.

Hvis det ikke er tilfældet med Spotify, så er dit annoncebudget sandsynligvis givet bedre ud på andre kanaler som f.eks. Facebook og Instagram, Pinterest eller LinkedIn.

Målretning ud fra geografi og demografi

Du kan målrette dine annoncer mod brugere i bestemte regioner eller byer i Danmark – og i andre lande kan du målrette ned til specifikke postnumre.

Man skal være 13 år for at oprette en konto i Spotify, så ligesom på Facebook kan brands målrette sig 13-årige og op efter. Derudover kan du vælge, om annoncerne skal målrette både mænd og kvinder – eller kun den ene part.

Målretning ud fra interesser

Spotify segmenterer løbende brugerne ud fra deres adfærd på platformen, herunder ud fra de podcasts og playlister, som de lytter til.

Derfor kan du som annoncør målrette dig brugere med bestemte interesser, herunder erhverv, pendling, kultur & samfund, fitness, sundhed & livsstil, forældreskab, podcasts, at studere & fokusere, teknologi, rejser, comedy, madlavning, uddannelse, gaming, lytning i bilen, fester, løb, TV & film og teater.

Kontekst og interesse er ikke det samme

Vær opmærksom på, at du med interessemålretning ikke leverer dine annoncer til brugerne, når de rejser, laver mad eller lytter til podcasts. Du leverer dem til personer, der for nyligt har vist interesse for podcasts og playlister, som omhandler dette.

Hvis du vil levere dine annoncer til brugerne, når de gamer eller laver mad, så skal du benytte dig af kontekstbaseret målretning.

Målretning ud fra lyttekontekst

Hvis du skal promovere en natklub, så er det relevant at levere dine annoncer til personer, som ofte fester, men det er endnu mere relevant at levere dem til personer, når de fester!

Med annoncering i Spotify er det muligt – og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at få armene ned. Wow, det er smart!

Du kan målrette dig brugerne i Spotify, når de chiller, spiser aftensmad, gamer, rejser, fester, laver mad, fokuserer, er på ferie, studerer eller træner.

Målretning ud fra genrer

Du kan levere dine annoncer til brugerne, når de netop har lyttet til en sang inden for en bestemt genre. Det kunne f.eks. være relevant for niche-festivaller og -koncerter.

Flere muligheder i fremtiden

Der er en lang række målretningsmuligheder, som danske annoncører endnu ikke har adgang til.

De er dog nævnt i Spotify’s offentlige dokumentation til annoncører – og derfor er min forventning, at vi før eller siden vil se dem blive tilføjet til målretningsværktøjet i Spotify Ad Studio.

  • Det er min forventning, at du i fremtiden vil kunne målrette dit brands annoncer mod brugere, som lytter til podcasts inden for specifikke emner – f.eks. teknologi, politik, sport og forretning.
  • Det er min forventning, at du i fremtiden vil kunne målrette dit brands annoncer mod brugere, som lytter til andre enheder (f.eks. Playstation) end dem, der er tilgængelige i øjeblikket.
  • Det er min forventning, at du i fremtiden vil kunne specificere den demografiske målretning yderligere, så du kan målrette dit brands annoncer mod forældre med småbørn frem for alle forældre.
  • Det er min forventning, at der i fremtiden vil blive tilføjet langt flere interesser og kontekster til listen, så du kan målrette dit brands annoncer for yogaudstyr mod brugerne, når de dyrker yoga – helt specifikt.

Sådan leverer du dit budskab via Spotify Ad Studio

I Spotify Ad Studio kan du opsætte den form for annonce, som Spotify kalder Audio Everywhere.

Den består af en lydfil på op til 30 sekunder, som akkompagneres af et kvadratisk billede i formatet 640 x 640 pixels. Billedet er klikbart og vises i det vindue, der ellers ville indeholde coveret af det album, som det aktuelle nummer er fra.

 

Dermed kan du altså linke videre til en landingsside, som modtagerne nemt kan klikke sig videre til, hvis lydannoncen har skabt interesse.

Har du ikke et speak klar? Bare rolig.

Spotify tilbyder at indtale din annonce, hvis du blot vælger baggrundsmusik fra deres bibliotek eller din computer – og indsender et manuskript på det, der skal indtales over den.

Hvis du ikke er til den baggrundsmusik, som Spotify tilbyder, så kan du købe licens til musik hos f.eks. Audiojungle eller Epidemic Sound.

Selvom det kan være fristende at benytte sig af at få Spotifys samarbejdspartnere til at indtale din annonce, så vil jeg dog anbefale, at du laver din lydannonce selv, så du er sikker på, at den bliver, som du vil have den.

I forbindelse med en samtale med vores kontaktperson hos Spotify har jeg dog noteret mig, at man kan undlade at køre sin kampagne, hvis speaket ikke er godt nok. Så der burde altså ikke kunne ske noget ved at give det en chance, hvis du er i god tid med din kampagne.

Der findes flere annonceformater i Spotify

Der findes også andre annonceformater i Spotify, men disse er i skrivende stund ikke tilgængelige via Spotify Ad Studio, og derfor vil du skulle have fat i Spotify for at køre dem.

Derudover ligger de prismæssigt også på et helt andet niveau, end Audio Everywhere-formatet. I hvert fald når det kommer til minimumsbudgetter.

Sponsored Session

Med Sponsored Sessions kan du tilbyde lytterne 30 minutters musik uden andre annoncer… hvis de altså lige ser din reklamevideo først. Når din video er fuldt afspillet, får de mulighed for at klikke sig videre til dit website, hvis videoen har skabt interesse.

Video Takeover

Med Video Takeovers bliver din reklamevideo vist i en slags ”reklamepause” mellem de sange, som brugeren lytter til, men kun når brugeren har app’en åben, så de får hele videoen med.

Overlay

Med Overlays kan du vise et klikbart billede, når brugeren åbner Spotify-app’en op på sin computer eller smartphone efter at have haft den minimeret.

Homepage Takeover

Med Homepage Takeovers kan du vise din annonce på forsiden af Spotify-app’en i hele 24 timer! Det er smart, hvis dit budskab virkelig skal være i fokus, men denne form for kampagne koster knaster.

Leaderboard

Med Leaderboards kan du vise en bannerannonce i bunden af Spotify app’en i 30 sekunder ad gangen, og kun når app’en er helt åben.

Sponsored Playlists

Med Sponsored Playlists kan du sponsorere en spilleliste på Spotify og dermed få dit brand i fokus blandt de brugere, der lytter til netop den liste.

Evaluering af dine kampagner i Spotify

Da annonceformatet i Spotify Ad Studio er meget simpelt i sin udformning, sammenlignet med annonceformaterne på Facebook og Instagram samt Pinterest, er der ikke behov for at kunne evaluere på hundredevis af måleenheder.

Du kan rapportere på rækkevidde og frekvens samt Click Through Rate og antal kliks. That’s it.

Tips til bedre annoncer i Spotify

Vælg musik, der matcher konteksten

Sørg for, at din lydreklame matcher den genre af musik, som din målgruppe lytter til, når de modtager din reklame. Hvis du leverer din annonce til personer, der lytter til blød pop, så får hård rock dem sandsynligvis til at stoppe din reklame.

Tilpas dit budskab, så det matcher konteksten

Italesæt modtagerens kontekst, når det giver mening. Hvis du leverer din annonce, når modtageren træner, så sig: ”Her er et tilbud, som virkelig får pulsen op!”.

Inkludér en opfordring til handling

Spotifys data indikerer, at annoncer med en klar call-to-action får tre gange flere kliks. Sørg derfor for at fortælle dem, hvad de skal gøre – f.eks. ”Klik for at finde det nærmeste varehus”.

Vær konsistent med tone og tempo

Sørg for, at budskabet formidles i et fast tempo – og hverken for hurtigt eller for langsomt. Spotify anbefaler, at en reklame på 30 sekunder indeholder 55-70 ord.

Drop overdrevne lydeffekter

Når brands bruger sirenelyde i de radioreklamer, jeg lytter til, når jeg kører i bil, fanger de bestemt min opmærksomhed, men jeg husker dem ikke for noget godt. Overvej, om dine lydeffekter understøtter dit budskab, eller om de blot skræmmer folk væk.