Grupper på Facebook er på vej frem. Facebook introducerer løbende nye værktøjer, som gør det nemmere for brugerne at finde relevante grupper og engagere sig i dem.

Mens din Facebooksides organiske synlighed falder, så opnår opslag fra grupper en stadig større del af opmærksomheden i nyhedsstrømmen på Facebook.

Det er en udvikling, som i skrivende stund ser ud til at fortsætte, så hvorfor har dit brand endnu ikke en gruppe som sidevogn til Facebooksiden?

I 2019 åbnede Facebook op for, at brands kan oprette, eje og ikke mindst deltage i grupper på Facebook. Som brand kan man altså oprette en gruppe, som er integreret direkte i ens Facebookside.

Alligevel er chancen for at finde en dansk branded gruppe på Facebook mindre end at finde rav ved Den Permanente i Aarhus. Det ved jeg, fordi jeg har forsøgt på begge dele.

Men Kasper, hvordan kan en Facebookgruppe skabe værdi for mit brand? Hvad kan jeg i det hele taget bruge den til? 

Svaret får du i dette indlæg, som er skrevet med udgangspunkt i, at du – som de fleste af vores kunder – er markedsføringsansvarlig for et modebrand med en webshop. Hvis du ikke er, håber jeg, at du alligevel kan finde inspiration til at få mere ud af din brandgruppe på Facebook.

Her er mine anbefalinger til dig.

Opret gruppen under Facebooksiden

Sørg for at oprette gruppen som en del af Facebooksiden. Det gør du ved at gå til Facebooksiden => Indstillinger => Skabeloner og sidefaner.

Her kan du tilvælge fanen “Grupper” og herefter kan du oprette en ny gruppe ved at klikke på fanen i menuen på Facebooksiden og herefter “Opret Gruppe”.

Har du allerede oprettet en gruppe uden om Facebooksiden, så har du også mulighed for at integrere den i Facebooksiden her.

Invitér dine eksisterende kunder

De eksisterende kunder er de mest værdifulde medlemmer i din gruppe. Sørg derfor for at invitere de eksisterende kunder som de første – og lav nogle tiltag, som sikrer at fremtidige kunder også inviteres.

  1. Send en mail til din mailliste, som opfordrer dem til at tilmelde sig gruppen.
  2. Lav et opslag på Facebooksiden med et link til gruppen og fastgør det øverst.
  3. Indsæt et link til gruppen og en opfordring til tilmelding i mailen med ordrebekræftelse såvel som på tak-siden for køb på webshoppen.
  4. Fortæl løbende om de aktuelle tiltag i gruppen i de nyhedsbreve, du alligevel sender ud – både for at aktivere eksisterende medlemmer, men også for at tiltrække nye.

Skab en markedsplads

Gør gruppen til et sted, hvor dine kunder kan købe og sælge tøj fra netop dit brand. Når chefen siger nej til idéen, så fortæller du ham, at det bidrager til en grønnere profil og at kunderne jo alligevel køber og sælger brugt tøj fra jeres brand på Facebook Marketplace.

Da vi udviklede en Social Commerce Strategi for tøjmærket, Zoey, fandt vi ud af, at der allerede eksisterede en meget aktiv gruppe med køb og salg af Zoey’s produkter med over 1600 medlemmer. Forestil dig, hvis Zoey ejede den – det ville være fantastisk!

Jeg siger ikke, at I skal facilitere transaktionerne, men ved at opfordrer jeres kunder til at bruge gruppen som en markedsplads, bliver den samtidig et naturligt omdrejningspunkt for jeres kunder på Facebook – og dét er virkelig værdifuldt!

Derudover vil den indirekte blive promoveret via Facebook Marketplace, hvor produkterne vil blive slået op automatisk af Facebook.

Slå eksklusive tilbud op

Slå tidsbegrænsede tilbud op i gruppen, som man ikke finder andre steder – og se hvordan medlemmerne slår notifikationer om nye opslag til med det samme.

Tilbud anses ofte som værende “den nemme vej” til salg og det vil det også være her, men anse det som værende et middel til at skabe spænding omkring nye opslag i gruppen.

Få feedback fra kunderne

Ben&Jerrys laver konkurrencer, hvor deres kunder kan komme med forslag til den bedste nye smag. Måske du også kunne inddrage dine kunder i produktudviklingen?

Feedback fra kunderne er værdifuldt og da en gruppe ikke føles som et offentligt fællesskab, vil kunderne typisk være mere tilbøjelig til at dele deres holdninger dér.

Spørg kunderne, hvad de kan lide eller ikke kan lide ved brandets nyeste kollektion – eller lad jeres designere inddrage dem i udviklingen af den kommende.

Maden smager bare bedre, når man selv har lavet den – så monstro ikke dine kunder også vil købe og anbefale de styles, de selv har været med til at skabe?

Inviter medlemmerne til events

Invitér medlemmerne til lokale events, hvor de kan opleve jeres nyeste kollektioner i et showroom med et glas champagne i hånden – eller giv dem V.I.P.-pas til de lagersalg, I afholder, så de kan få del i tilbuddene tidligere end andre. De skal føle sig værdsat!

Begivenheder kan oprettes, så det kun er gruppens medlemmer, der kan deltage. Nu har du endnu et godt argument til kunderne, når de spørger, hvorfor de skal være medlem.

Ps. Superhelten Legetøj og Lagersalg.com, som du finder på vores kundeliste, er danmarksmestre i at afholde lagersalg og ikke mindst promovere dem via Facebook.

Undervis kunderne i jeres produkter

Lav en række videokurser, som underviser kunderne i, hvordan de sammensætter forskellige styles og outfits – og hvordan make-up’en lægges, så den passer til den sandfarvede kjole, som er meget populær på shoppen i år.

Du har mulighed for at oprette “moduler” i din gruppe på Facebook og dermed anvende den som en undervisningsplatform, som skaber ekstra værdi for kunderne (og som måske kan have en positiv effekt på returraten og mængden af support).

Lav Q&A’s via Facebook Live

Invitér interessante profiler ind til en snak, som I sender live i gruppen på Facebook. Sørg for at reklamere for den i gruppen op til lanceringen, så medlemmerne kan skrive det i kalenderen – og lad medlemmerne stille spørgsmål undervejs, som I så besvarer i videoen.

“Sådan finder du dit personlige udtryk til julefrokosten” kunne være et eksempel på en titel, som indirekte inddrager brandets produkter, alt imens inspiration skaber værdi for medlemmerne.

Invitér en stylist ind i “studiet” eller få én af jeres designere til at deltage. Det vigtigste er, at personen har noget at byde på, så det ikke bliver en tom snak.

Skab dialog om et relevant emne

Det er nemt at bygge et brand community på Facebook, hvis din virksomhed er LEGO, men for alle os andre kræver det en del mere at aktivere medlemmerne om vores brands.

Men har du tænkt over, om det er muligt at engagere dem i et bestemt emne, som har relation til dit brand? Det kunne f.eks. være “herremode” eller, hvis dit brand er inden for en niche, “Modern business outfits”.

Brickshare, som min kammerat kalder Ejendomsinvestering for fattigrøve (jeg er én af dem), har skabt en brandgruppe på Facebook ved navn “Ejendomsinvestering – Den hårde kerne” for at tiltrække og engagere potentielle kunder.

Hvad er Brickshares rolle i gruppen? Stort set ingenting. Der er dagligt +10 opslag og +100 kommentarer – men Brickshare blander sig kun, når de har nye ejendomsprojekter eller kan bidrage med deres viden om investering.

Hvornår opretter du en gruppe?

Det kan være svært at skabe en gruppe, som bare kører af sig selv, men hvis du kombinerer flere af de tiltag, som jeg har nævnt i dette indlæg, så skulle du gerne være godt på vej.

Jeg ville elske hvis Tailorstore, Bertoni, Sand Copenhagen og de andre brands, som jeg shopper hos, skabte et community på Facebook, hvor jeg kunne få inspiration til mine outfits.

Når de ikke gør det, så skyldes det sandsynligvis ressourcer, men min vurdering er, at businesscasen er god, hvis blot man etablerer en slagplan først.

For få år siden var målet for de fleste virksomheder at skaffe en masse likes af deres Facebooksider, som de kunne gå i dialog med, men i dag foregår dialogen i grupper, så hvis man brænder for community management, så er en gruppe et must have!

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at oprette en brandgruppe på Facebook. Hvis det er tilfældet, så smid gerne et link til den i kommentarfeltet, hvor vi også vil bidrage med links til de brandgrupper, vi selv støder på.