Nøglen til bedre priser på annoncering!

“Hvad koster en annonce på Facebook eller Instagram?”

Dette spørgsmål er jeg blevet stillet enormt mange gange i forbindelse med workshops og indledende kundemøder – og det er ikke ligetil at besvare.

Når man annoncerer på Facebook, betaler man nemlig ikke for en annonce, men derimod for visningerne af den – og visningsprisen afhænger af en række faktorer, som man ikke kender værdien af på forhånd.

Derfor er det ikke på forhånd til at sige, hvad man nøjagtigt får for sine annoncekroner på Facebook og Instagram. Den gode nyhed er dog, at man har fuld kontrol over, hvor mange penge der anvendes – og at man kan altid justere i sit budget.

Når større brands vælger os til at stå for deres annoncering på Facebook og Instagram, så skyldes det ikke blot vores indsigt i Facebooks algoritme for levering af annoncer. Det skyldes også vores evne til at optimere deres afkast ved at påvirke algoritmen.

Formålet med denne guide er, at give dig en forståelse for de faktorer, der har indflydelse på prisen, så du kan udvikle en bedre strategi for jeres annoncering på Facebook og Instagram.

Modebrand? Gå ikke glip af disse 3 annonceformer!

Tilmeld dig vores online vidensfællesskab, bSocial Commerce Club, og få tilsendt 3 konkrete eksempler på annoncer, som modebrands bør køre.

Når du indsender dine oplysninger via denne formular, overføres de til vores CRM-system og behandles i overenstemmelse med vores politik om beskyttelse af personlige oplysninger .

Det korte svar: 5 kr. om dagen

Inden du dykker ned i videnskaben bag Facebooks algoritme for annoncering, er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke koster særlig meget at komme i gang med at annoncere på Facebook og Instagram.

Vores kunder bruger i skrivende stund mellem 10.000 kr. og 100.000 kr. på annoncering om måneden, men du kan starte for helt ned til 5 kr. om dagen!

“Learning by doing”-tilgangen er derfor fantastisk i denne sammenhæng. Faktisk er det den bedste måde, hvorpå du kan få en fornemmelse af, hvad du får for pengene – og ikke mindst, hvor meget du skal afsætte for at nå dine forretningsmål.

Der er dog forskel på Facebooks minimumsbudget og hvor meget du realistisk set skal afsætte for at nå de målsætninger, virksomheden har. Dét kommer jeg ind på senere.

Derfor er der ikke en fast pris på annoncering

Da Facebook ikke ønsker at spamme brugerne med annoncer, er der et begrænset udbud af annoncepladser på platformen.

Udbuddet varierer naturligvis en smule, da adfærden på Facebook ændrer sig på både den korte og lange bane. F.eks. er tendensen i skrivende stund, at brugerne anvender mere tid på at konsumere Instagram Stories og mindre tid på at konsumere indhold i News Feed.

Resultatet er, at udbuddet af annoncepladser i News Feed reduceres, mens det forøges i Instagram Stories. Og sådan vil der løbende være tendenser, som påvirker udbuddet.

Som annoncør deltager man i en auktion, hvor man byder på annoncepladserne mod andre annoncører. Og som du kender det fra andre former for auktioner, er det som udgangspunkt den annoncør, der er villig til at betale mest, som vinder.

Men da Facebook er interesseret i, at give brugerne den bedst mulige oplevelse på platformen, er det langt fra kun guldet, som er med til at afgøre, hvem der vinder auktionen.

Faktisk er der en række af faktorer, som Facebooks algoritme kigger på, når den vælger en vinder. Hvis du formår at score højt på disse, vil du vinde auktionen om annoncepladserne, selvom andre annoncører er villige til at betale mere for dem.

Man får altså mere for sine annoncekroner på Facebook, end man ville, hvis man var nødt til at byde højere end de andre annoncører for at vinde.

Disse faktorer har indflydelse på prisen for annoncering

De naturlige faktorer

Da prisen for annoncering på Facebook afgøres af udbud og efterspørgsel er der en række naturlige faktorer, som har indflydelse på, hvad du kommer til at betale for visningerne af dine annoncer.

Du kan ikke influere disse faktorer direkte, men ved at træffe en række rationelle valg omkring målsætningen, målgruppen, placeringen og tidsperioden for dine annoncer, sikrer du dig, at du får Facebooks algoritme til at byde mest effektivt.

Resultatet er et bedre afkast, så læs videre nedenfor!

Målsætning

Der er større efterspørgsel på annoncepladserne hos de brugere, der er tilbøjelige til at klikke, konvertere eller udfylde en leadformular.

Derfor har dit valg af målsætning for kampagnen en naturlig indflydelse på visningspriserne. Men det ændrer ikke på, at du altid skal vælge det, du ønsker at opnå, da resultaterne så i sidste ende vil være bedre – også selvom visningspriserne i sig selv er højere.

Du kan læse mere om, hvad du kan opnå med annoncering på Facebook, i mit indlæg om Facebooks målsætninger for annoncering.

Målgruppe

Der er større efterspørgsel på annoncepladser hos nogle brugere end andre. F.eks. ved jeg af erfaring, at der er flere annoncører, der er interesserede i målgruppen “Engagerede handlende i alderen 40-55 år” end “iPhone 8-brugere i alderen 13-17 år”.

Derfor har dit valg af målgruppe en naturlig indflydelse på visningspriserne, men det ændrer ikke på, at du altid bør målrette dig mod den mest relevante målgruppe, da det i sidste ende vil give dig de bedste resultater.

Du kan dog spekulere i at målrette dig lidt bredere, end du er vant til, da Facebooks algoritme så har større frirum til løbende at ramme personer, hos hvem efterspørgslen på annoncepladserne er lavest.

Dette gælder især, hvis du optimerer til Konverteringer, hvor algoritmen gør det meste af målretningsarbejdet for dig, så snart den indledende læringsperiode er fuldført.

Sæson

Der er større efterspørgsel på annoncepladserne i forbindelse med bestemte begivenheder og derfor har perioden, hvor dine annoncer kører, en naturlig indflydelse på visningspriserne.

I forbindelse med Black Friday stiger efterspørgslen på annoncepladserne på Facebook markant og hos flere af vores kunder er CPM’en (prisen per tusinde visninger) helt oppe på det tidobbelte af, hvad de plejer at betale.

Til gengæld er det også én af de dage, hvor det er nemmest at konvertere visningerne til salg, da forbrugerne har tegnebogen oppe af lommen.

Derudover er det et faktum, at efterspørgslen på annoncepladser er et godt stykke lavere i 1. kvartal end i 4. kvartal, hvor annoncørerne kæmper om opmærksomheden op til Black Friday og jul.

Du bør naturligvis annoncere i den periode, der er vigtigst for dig, men du kan med fordel spekulere i at anvende en større del af dit annoncebudget i årets første tre kvartaler, hvor visningerne er billigere.

Vi anbefaler vores kunder at investere heftigt i at indlede nye relationer (markedsføring) i Q1-Q3, da de så skal bruge langt færre annoncekroner på at konvertere dem (salg) i Q4, hvor visningerne er en del dyrere.

Placeringer

Der er en større efterspørgsel på annoncepladser på bestemte placeringer, og derfor har dit valg heraf en naturlig indflydelse på visningspriserne.

F.eks. er efterspørgslen langt højere på pladserne i News Feed på Facebook end pladserne i Audience Network, hvor prisen for visningerne er ekstrem lav.

Det er som regel en fordel at vælge “Automatiske Placeringer”, da det giver Facebooks algoritme frihed til at byde på de annoncepladser, hvor du får mest af dét, du ønsker at opnå (din målsætning) for dit budget.

Med det sagt, så kan der være nogle kommunikative grunde til at fravælge bestemte placeringer.

Vi anbefaler vores kunder at indlede nye relationer (markedsføring) i News Feed og Stories, selvom priserne er højere på disse placeringer. Det gør vi, fordi måden, hvorpå annoncerne vises på disse placeringer, er bedre til at formidle den brandhistorie, vi ønsker at kommunikere.

Annonce, som har til formål at få nye besøgende til at udforske shoppens udvalg.

Til gengæld anbefaler vi, at “Automatiske Placering” aktiveres, når kampagnens formål er, at sælge eller gensælge til personer, der kender brandet i forvejen.

På den måde giver vi Facebooks algoritme frirum til at vise annoncerne på de placeringer, hvor de konverterer billigst.

Tilbudsannonce, som vises til virksomhedens “varme målgruppe” i Audience Network.

For at give algoritmen endnu større frihed, bør du designe flere versioner af dine kreativer, hvor formaterne er tilpasset de forskellige placeringer.

Annonce for tilskud til pejse, som den ser ud i News Feed.
Annonce for tilskud til pejse, som den ser ud i Stories.

Repræsenterer du en webshop?

Vi hjælper ambitiøse brands med at onlinesalg via intelligent og inspirerende annoncering på de sociale medier.

Vores kunder vælger os som deres bureaupartner, fordi vi er proaktive og har kompetencerne til at udvikle og udfordre dem.

KompetencerSucceshistorier

De kunstige faktorer

Facebook lever af at sælge annoncepladser, og derfor er det enormt vigtigt for dem, at der skabes mest mulig værdi for annoncørerne, så de fortsætter med at købe visninger af deres annoncer. Samtidig skal der skabes mest mulig værdi for brugerne, så de fortsætter med at bruge Facebooks produkter.

Derfor har Facebook designet en række kunstige faktorer, som har indflydelse på, hvor ofte en annonce vises og til hvilken pris. Altså kan du som annoncør få vist din annonce til en lavere pris end ellers “blot” ved, at den er mere relevant.

Det ville svare til, at auktionarius lader dig vinde auktionen om et berømt kunstværk, selvom en anden samler byder højere, blot fordi du bidrager til god stemning i lokalet!

Relevansen af hver annonce fastsættes ud fra en såkaldt Total Value Score, som influeres dynamisk af tre kunstige faktorer samt en række underliggende faktorer.

Annoncørens budbeløb

Når du opsætter en annonce på Facebook, deltager du automatisk i en stor auktion om brugernes opmærksomhed, og som du kender det fra andre former for auktioner, skal man byde på varen for at være med.

Jeg går mere i dybden med budgivning på Facebook i et andet blogindlæg, men for at forstå priserne på Facebook skal du vide, at du kan vælge mellem Manuelt Bud og Automatisk Bud, når du opsætter en kampagne på Facebook:

Manuelt bud

Når du vælger manuelt bud, skal du definere, hvad den handling, du optimerer til, er værd for dig. Derfor er det vigtigt, at du har defineret nogle skarpe succeskriterier. Du kan nemlig nemt byde for lavt og dermed hæmme algoritmens evne til at levere dine annoncer og bruge hele det budget, du har afsat.

Hvis en nyhedsbrevsmodtager, som du har skaffet via kampagner på Facebook, gennemsnitligt er 20 kr. værd i avance over dens gennemsnitlige livstid, kan du passende sætte din budgrænse til 20 kr. Så vil Facebook kun bruge dit budget, såfremt nyhedsbrevsmodtagere kan skaffes til mindre end denne pris. Det er smart, især når kampagnerne skal skaleres op!

Vær opmærksom på, at dit bud på 20 kr. ikke er den endelig pris, du kommer til at betale, men derimod den maksimale pris, du kommer til at betale.

Facebooks system er bygget på det, der hedder en VCG-auktion, så vinderen af auktionen for den enkelte annonceplads vil altid betale det beløb, som den anden højeste deltager har budt.

Det er vildt forvirrende, men jeg synes artiklen her formidler det meget godt – og det er altså heller ikke noget, du behøver dykke mere ned i for at blive en dygtig annoncør 🙂

Min pointe er blot, at du skal se budgrænsen som en sikkerhedsmekanisme frem for den pris, du ender med at betale. Sørg for at fortælle Facebook, hvad den enkelte handling virkelig er værd for dig – så får du bedst mulige resultater!

Hos bSocial anvender vi som hovedregel Manuel Budgivning, når:

  • Kampagner skal skaleres op og vi ønsker at fastholde en lav pris per konvertering.
  • Der er konkrete succeskriterier (f.eks. at et klik er 3 kr. værd for kunden).
Automatisk budgivning

Hvis du ikke har historisk data på priser, data på priser ved brug af andre kanaler eller kan lave beregninger på, hvad en bestemt handling er værd for dig, så vil jeg foreslå, at du anvender Automatisk Budgivning.

På den måde lader du Facebook byde for dig med henblik på at skaffe dig de bedste resultater for det budget, du har afsat. Og ja, du kan godt stole på Facebook.

Hos bSocial anvender som vi som hovedregel Automatisk Budgivning når:

  • Der ikke er konkrete succeskriterier, men konkrete budgetter som skal bruges.
  • En virksomhed er ny til at annoncere og algoritmen skal have frirum til at indsamle data og optimere.
  • Kampagnen skal køre over meget kort tid, hvor der er stor og uberegnelig efterspørgsel på annoncepladserne, f.eks. Black Friday.

Den estimerede handlingsrate

Facebook ser også på, om dem din annonce målrettes mod, er tilbøjelige til at foretage den handling, du optimerer til – f.eks. kliks eller konverteringer.

Såfremt du optimerer til kliks og en anden annoncør optimerer til videovisninger, vil du med højere sandsynlighed vinde de annoncepladser hos brugerne, som er tilbøjelige til at resultere i kliks. Det gælder også, selvom den anden annoncør er villig til at betale mere for pladserne.

Dette er baseret på historisk data om den enkelte brugers adfærd på Facebook og Instagram, som løbende analyseres, så Facebook kan levere de bedst mulige resultater til annoncørerne og de bedst mulige annoncer til brugerne.

Facebook vil altså give dig en fordel i auktionen, når målpersonerne er tilbøjelige til at foretage den handling, du optimerer til. Og det skal du være opmærksom på, især hvis du optimerer til tungere handlinger som websitekonverteringer:

Hvis du benytter dig af automatisk budgivning og den Estimerede Handlingsrate er lav, er min antagelse, af Facebook vil kompensere ved at byde mere for visningerne med målet om, at hele dit budget kan anvendes alligevel.

Det baserer jeg blandt andet på denne udmelding fra Facebook:

To help us make our estimations as accurate as possible, we recommend setting your budget and bid high enough to get at least a few of the results you want per day (especially for results that take place off-site like website conversions and mobile app events).

Hvis du kører en kampagne med henblik på at skaffe henvendelser via en formular på dit website, og der skal købes visninger på Facebook for 1000 kr. for at der sker en henvendelse, skal du altså anvende 2-3000 kr. om dagen, for at der er nok data til, at Facebook kan estimere korrekt og dermed byde bedst muligt for dig.

Alternativet er, at du optimerer til en blødere konvertering som f.eks. download af en prisliste, besøg af din kontaktside eller måske endda blot “Visninger af Landingsside”. Om ikke andet indtil du er villig til at øge budgettet eller har formået at optimere dine annoncer og dermed reducere prisen per konvertering, så budgettet er tilstrækkeligt.

Webshops kan ligeledes med fordel optimere til ViewContent- eller AddToCart-hændelser, indtil der er nok data til at optimere til Purchase-hændelser eller “Værdi” (størst muligt annonceafkast).

Hos bSocial spekulerer vi aktivt i at optimere til blødere konverteringer, indtil der er nok data og budget til at skalere op med de hårdere konverteringer.

Facebook Workshop

Har du udfordringer med Business Manager eller ønsker du hjælp til at opsætte kampagner på Facebook og Instagram?

Book en Facebook Workshop og lad os udvikle dine færdigheder, så du bliver klædt på til at få mere ud af hver annoncekrone!

Book en Workshop

Annoncens relevans for brugeren

Når vi arbejder ud fra sloganet, Don’t Spam, bSocial, så er det fordi, vi ved, hvor stor indflydelse relevansen af vores kunders annoncer har på deres resultater.

Relevansen af annoncerne influerer ikke blot deres evne til at konvertere visningerne til værdifulde handlinger som kliks eller køb. Den har også stor indflydelse på annoncernes Total Value Score og dermed deres evne til at vinde auktionen til en lavere pris.

The more relevant your ad is to your audience, the more likely it will be more competitive in ad auctions as well as perform better. – Facebook

Relevansen af hver annonce defineres ud fra en lang række positive og negative signaler fra brugerne og formidles i form af måleenheden “Quality Ranking” (tidl. Relevansscore), som du kan se for hver af dine annoncer i Annonceadministrator.

Bemærk, at en lav Quality Ranking ikke er lig med en dårlig annonce, da den godt kan skabe tilfredsstillende resultater for dig alligevel, men hvis du ikke opnår de ønskede resultater og din Quality Ranking er lav, bør du dog forbedre den, da det kan være grunden.

Såfremt din annonce klarer sig godt, men Quality Ranking er lav, kan du også prøve at arbejde med en ny og bedre version af annoncen, da det sandsynligvis vil kunne bidrage til endnu bedre resultater – og hvem vil ikke have det?

Sidst, men ikke mindst, bør du lave nye og bedre versioner af dine annoncer, såfremt annoncens Quality Ranking falder en del over tid, da det kan være et tegn på annoncetræthed.

Hos Facebook er de ikke særlig åbne omkring de konkrete signaler fra brugerne, der giver annoncerne en højere TSV. Men nedenfor har jeg listet en oversigt over de negative og positive signaler, som vi ved (eller stærkt antager) spiller en rolle, ud fra vores erfaring og diverse indirekte udmeldinger fra Facebook.

  • [Bekræftet] X-Out: Det er et negativt signal, såfremt en bruger skjuler din annonce og især hvis det er en bruger, som ikke normalt skjuler annoncer. Det er endnu værre, hvis brugeren klikker af, at hun ikke længere vil modtage kommunikation fra dig.
  • [Bekræftet] Det er positivt signal, såfremt annoncen er god til at skaffe de resultater, du ønsker at opnå (din målsætning). Hvis din målsætning er trafik og din CTR (Click Through Rate) er høj, vil det altså bidrage positivt til relevansen. Dette hænger sammen med den estimerede handlingsrate – og man kan argumentere for, at det er lidt det samme, selvom det formidles som to separate faktorer i den sparsomme dokumentation, der er tilgængelig.
  • [Antagelse] Social interaktion, såsom likes af opslag eller siden samt kommentarer og delinger, ser også ud til at influere relevansen positivt. Det kan dog også skyldes, at interaktionen i sig selv gør annoncen mere interessant at klikke på for modtagerne og dermed øger annoncens Engagement Rate.
  • [Bekræftet] Engagement Rate: Interaktion, som ikke hænger direkte sammen med kampagnens målsætning, ser også ud til at have en positiv indflydelse. F.eks. når din kampagnes målsætning er trafik eller konverteringer, men brugerne (udover at klikke sig videre til dit website) ser en stor del af videoen i din annonce. Hos bSocial spekulerer vi faktisk i dette, hvorfor vi producerer virkelig værdifulde, vidensdelende videoer til kampagner, der egentlig har konverteringer som målsætning – og med succes!
  • [Antagelse] Dwell Time: Flere studier peger på, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem interaktioner med annoncer og brand awareness. Til gengæld peger analyserne på, at der er en sammenhæng mellem den tid, en bruger stopper op ved annoncen, og brugernes evne til at genkalde annoncen efterfølgende. Derfor har Facebook indbygget “dwell time” som et positivt signal i deres algoritme for annoncering, så annoncer, som brugerne anvender relativt lang tid på, får en højere Total Value Score. Dette spekulerer vi også i hos bSocial. Vi designer lynoplevelser til vores kunders kampagner, som brugerne udforsker i 40-60 sekunder! Derudover anvender vi video eller levende billeder i stort set alle annoncer, da også disse får folk til at bruge længere tid på annoncerne.
  • [Bekræftet] Conversion Rate: De handlinger, som brugerne foretager efter at have klikket på din annonce, har også indflydelse på relevanssen. Selvom trafik er målsætningen for din kampagne, vil Facebooks algoritme for annoncering også se på, om brugerne foretager handlinger på dit website (f.eks. om de klikker på knapper eller køber) og hvor lang tid, de bruger på websitet. Det er altså lidt som du måske kender det fra Google, som også ser på brugernes adfærd på websitet. Sørg derfor for, at dit website er mobiloptimeret og konverterer godt!

Historisk Data

Det siges, at feedbacken på tidligere annoncer fra den annoncekonto, der annonceres fra, kan have indflydelse på TVS’en for de efterfølgende annoncer, men vi har endnu ikke fundet belæg for dette – og har heller ikke oplevet det.

Til gengæld skriver Facebook, at en annonce kan opnå en højere TSV, når en modtager har udvist positiv adfærd over for tidligere annoncer fra annoncøren:

…if the person has a history of being interested in what you’re advertising, that can increase its total value.

Ovenstående er en af grundene til, at vi hos bSocial arbejder med at understøtte flere stadier af kunderejsen – frem for altid at fokusere på de hårdere konverteringer som salg og leads, når der annonceres til personer, der ikke har en relation til annoncøren i forvejen.

Derudover er det vores klare opfattelse, at brud på Facebooks politikker i forbindelse med tidligere annoncer, modsat kan have negativ indflydelse på scoren.

Hvis du oplever underlevering af dine annoncer, og du ved, at der tidligere har været aktiviteter på annoncekontoen, som ikke har været i overenstemmelse med Facebooks politik for annoncering, så kan du prøve at oprette en ny annoncekonto og se, om det gør en forskel. Hvordan, kan du læse i vores artikel om Facebooks Business Manager.

Vi opretter som hovedregel altid en ny annoncekonto, når vi indleder et samarbejde med en kunde, men det er lige så meget med henblik på ikke at skulle arbejde i en masse rod 🙂

Sådan får du bedre priser på Facebook-annoncering

Overordnet set skal du “blot” sørge for at vise den rigtige annonce til den rigtige målgruppe i en kampagne, som er opsat til at understøtte dine forretningsmål.

Med det sagt, så er der en række taktikker du kan benytte dig af, som med høj sandsynlighed vil bidrage til bedre priser på din annoncering.

Dem kan du få ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Så sender jeg dig en ny mail med et værdifuldt tip hver uge i 10 uger. 

Modebrand? Gå ikke glip af disse 3 annonceformer!

Tilmeld dig vores online vidensfællesskab, bSocial Commerce Club, og få tilsendt 3 konkrete eksempler på annoncer, som modebrands bør køre.

Når du indsender dine oplysninger via denne formular, overføres de til vores CRM-system og behandles i overenstemmelse med vores politik om beskyttelse af personlige oplysninger .

Resultatet af visningerne er det vigtigste

I indlægget her har jeg haft meget fokus på de faktorer, som ligger til grund for annoncernes Total Value Score og dermed prisen for visningerne af dine annoncer på Facebook.

Jeg vil dog understrege, at CPM (prisen per tusinde visninger) aldrig bør være et succeskriterie i sig selv, da du i sidste ende bør evaluere på prisen for de resultater, du har opnået med din annonce.

Hvis en besøgende er tre kroner værd for mig som annoncør, er min kampagne en succes, hvis prisen per nye besøgende er lavere end tre kroner. Og så er det i princippet underordnet, hvad visningerne af annoncerne har kostet.

Hvis du kan få flere værdifulde visninger for de samme annoncekroner, vil du dog også opnå flere resultater for pengene og dermed en lavere pris per resultat.

Du bør altid evaluere på det, dine visninger har resulteret i – og ikke prisen for visningerne i sig selv.

Nedenfor ser du et udsnit af en rapport for en annonce, hvis formål var at skaffe tilmeldinger til en prøvetime til dans.

Når vi evaluerer, ser vi ikke på antallet af visninger, vi har fået for de 6500 kr. i annoncering, men derimod hvor mange par, der har tilmeldt sig en prøvetime hos danseskolen.

Nedenfor ser du et udsnit af en rapport for en annonce, hvis formål var at sælge sko fra en ny kollektion til personer, som har en relation til brandet i forvejen.

Når vi evaluerer, ser vi ikke på antallet af visninger, vi har fået for de 5249 kr. i annoncering, men derimod det målbare salgsafkast.

Eksempler på priser per resultat fra det danske marked

Såfremt du har læst hele denne artikel vil du på nuværende tidspunkt vide, at det ikke er til at forudsige, hvor mange annoncekroner man skal bruge for at opnå bestemte resultater.

Den bedste måde at finde frem til, hvad bestemte resultater af annoncering på Facebook og Instagram koster for din virksomhed, er ved at opsætte en kampagne og teste det!

Når det så er sagt, så har jeg alligevel valgt at notere nogle overordnede eksempler nedenfor fra de tusinder af kampagner, vi har kørt for vores kunder de seneste par år – såvel som fra de hundrede af annoncekonti, jeg gennem tiden har givet feedback på ifm. de Facebook Workshops, vi afholder for virksomheder, der selv eksekverer.

Det er dog vigtigt for mig, at du kun anvender disse til at få en fornemmelse af, hvad bestemte resultater på Facebook og Instagram typisk koster og ikke som succeskriterier for dine kampagner!

Et klik kan være 1 kr. værd for én virksomhed, mens det er 25 kr. værd for en anden og den reelle pris afhænger af sæson, målgruppe såvel som den lange række af faktorer, som er blevet adresseret tidligere i dette indlæg.

  • Rækkevidde:
    • 5,00 – 200 kr. pr. 1000 nåede personer
  • Kendskab:
    • 0,25 – 2,00 kr. pr. estimerede stigning i annoncegenkaldelse
  • Klik til website:
    • 0,50 – 5,00 kr. pr. klik
  • Videovisninger:
    • 0,01 – 0,50 kr. pr. 3-sekunders videovisning
  • Leadgenerering:
    • 1 – 25 kr. pr. nyhedsbrevsmodtager
    • 50 – 1500 kr. pr. tilladelse til at ringe op
    • 50 – 500 kr. pr. jobansøger
  • Installation af app:
    • 5 – 50 kr. pr. installation af (gratis) mobilapp
  • Synes godt om for side:
    • 0,30 – 30 kr. pr. like
  • Begivenhedssvar:
    • 1 – 50 kr. pr. begivenhedssvar
  • Konverteringer:
    • 50 – 2500 kr. pr. onlinesalg til ny relation
    • 10 – 1000 kr. pr. onlinesalg til eksisterende relation
  • Salg fra katalog:
    • 5 – 250 kr. pr. onlinesalg til nylig websitebesøgende (dynamisk remarketing)

Læs mere om målsætningerne for annoncering på Facebook og Instagram.

Sådan lægger man budgetter

Når vi hos bSocial annoncerer for vores kunder, arbejder vi typisk med skalérbare budgetter, som vi kan øge, så snart kampagnerne opnår momentum og skaber resultater, som er bedre end de succeskriterier, vi finder frem til sammen med kunden, når vi udvikler strategien.

Men man skal jo starte et sted, og hvis man ikke har erfaring med annoncering på Facebook og Instagram, er det ikke en nem opgave at budgettere. Så lad mig give nogle eksempler på, hvordan virksomheder i praksis finder penge til annoncering på Facebook:

1. Faste budgetter defineret ud fra procentdel af markedsføringsbudget

Når vi arbejder med de større danske organisationer, har de ofte konkrete budgetter til annoncering på de sociale medier, som er defineret af ledelsen som en procentdel af årets samlede markedsføringsbudget.

Selvom kampagnerne på Facebook og Instagram finansierer sig selv – målbart – øger man ikke forbruget, da man så overskrider det fastsatte budget.

Denne løsning er efter min mening ikke optimal, da man går glip af muligheden for at opskalere kampagnerne, hvilket ellers er en af de kæmpe fordele ved annoncering på de sociale medier.

2. Faste budgetter defineret ud fra ønskede resultater

Jeg får ofte stillet spørgsmålet:

“Hvor meget skal vi afsætte til annoncering på Facebook og Instagram?”.

Dette spørgsmål er umuligt at svare på med mindre du forlænger sætningen med det, du ønsker at opnå:

“Hvor meget skal vi afsætte til annoncering på Facebook og Instagram for at få 5000 nye relevante besøgende til vores webshop den næste måned?”

Såfremt I tidligere har annonceret på de sociale medier, kan jeg analysere mig frem til, hvad en ny besøgende tidligere har kostet, og så er det blot at gange op.

“Jeres gennemsnitlige pris per visning af landingsside er 3 kr., så der skal bruges ca. 15.000 kr.”

Ovenstående beregning vil naturligvis kun kunne lade sig gøre, hvis man har historisk data fra annoncer, man tidligere har kørt, og ellers skal man låne nogle tal fra andre i samme branche.

Hvis man ikke har dataen og skal lægge budget til en større kampagne, kan man starte ud med et mindre pilotprojekt, hvor man afsætter et par tusinde kroner til annoncering og ser, hvad en besøgende ender med at koste.

Denne løsning er et godt alternativ til de faste budgetter, da den giver os og/eller den markedsføringsansvarlige mulighed for at komme med et konkret budget til den konservative ledelse fra start, men samtidigt sætter krav om, at de tager stilling til, hvad de ønsker at opnå.

3. Fleksible budgetter defineret ud fra løbende resultater

Til sidst er der den fleksible budgettering og det er uden tvivl den form for budgettering, vi finder mest interessant at arbejde med, da den giver os mulighed for at skalere indsatsen op, når den skaber de ønskede resultater.

Her aftaler man et startbudget på f.eks. 15.000 kr. om måneden og definerer et eller flere succeskriterier for kampagnen.

Det kunne f.eks. være, at en ny besøgende maksimalt må koste 3 kr. i annoncering (fordi det er den gennemsnitlige avance på en besøgende fra Facebook) og at det målbare ROAS (salgsafkast) skal være x4.00 med en tilskrivningsperiode på 28 dage efter klik.

Såfremt begge succeskriterier bliver mødt, er der grundlag for at øge det månedlige budget og dermed kampagnens volumen, så kunden får endnu flere resultater til en profitabel pris.

Når vi hos bSocial kan præsentere en lang række succeshistorier fra vores kunder, er det netop fordi, at vi udfordrer dem til at øge budgetterne, så snart succeskriterierne bliver mødt.

Økonomichefen siger ofte nej – indtil hun går i dybden med tallene 🙂

Reach and Frequency Buying

Når man går i dybden med priser for annoncering på Facebook, kan man næsten ikke undgå at støde på kampagneformen “Reach and frequency”.

Denne købstype giver annoncører mulighed for at købe annoncepladser til en fastlagt CPM (pris pr. tusinde visninger) og dermed uden om auktionen på Facebook og Instagram.

Til gengæld vil prisen pr. handling (konvertering, lead eller installation af app) typisk være højere end ved deltagelse i auktionen, da systemets primære mål er at købe visninger til den pris og for det budget, I har “aftalt” ved oprettelse af kampagnen.

Da vores opgave over for kunderne som oftest er at få forbrugerne til at foretage værdifulde handlinger til den lavest mulige pris, indkøber vi sjældent annoncepladser på denne måde, men det er ikke ensbetydende med, at den er irrelevant for dig.

Hvis din målgrupper er større end 200.000 personer og din primære målsætning er branding, kan der være nogle fordele for dig ved anvendelse af denne købstype.

Fordelene:

  • Du ved på forhånd (og har kontrol over), hvor mange du når ud til (rækkevidde) for dit budget, hvor mange gange de ser hver annonce (frekvens) og hvordan budgettet fordeles på de forskellige placeringer på Facebook og Instagram.
  • Du kan køre en sekvens af annoncer, som vises til forbrugerne i den rækkefølge, du ønsker, hvilket er virkelig smart i forbindelse med brandingkampagner.

Ulemperne:

  • Der er begrænsede muligheder for at redigere i kampagnens annoncesæt, så snart den er bestilt, men du kan dog redigere i budget og slutdato op til 24 timer inden kampagnen slutter.
  • Prisen pr. handling vil typisk være højere end ved deltagelse i auktionen på Facebook og købstypen er derfor ikke særlig oplagt til performance-kampagner.

Begrænsninger:

  • Du kan kun målrette dig ét geografisk område (land) pr. kampagne og er derfor nødt til at lave flere kampagner, hvis du vil ud i flere lande.
  • Målgruppen skal være på mindst 200.000 personer og købstypen kræver derfor også en vis størrelse budget for at køre.

Priser på Facebook-annoncering – En Q&A

Ovenstående indlæg er skrevet med udgangspunkt i Facebooks dokumentation og 10 års erfaring med annoncering på Facebook.

Da Facebook ikke er åbne omkring alle de faktorer, der har indflydelse på leveringen af annoncer i auktionen, er det ikke muligt for mig at formidle alt om emnet, men jeg håber alligevel, det har givet dig en indsigt i, hvordan priserne for annoncering defineres.

Måtte du alligevel have spørgsmål til priserne for annoncering på Facebook og Instagram, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet – så skal jeg forsøge at besvare dem ud fra bedste evne.


Kasper Bengtson
Kasper Bengtson

Kasper er Direktør og Facebook Marketing Specialist hos bSocial. Han er specialiseret i de tekniske aspekter af Facebooks platform og deler løbende ud af sin viden på den danske foredragsscene.

All author posts