De fleste virksomheder har efterhånden en indsigt i Facebooks konkurrenceregler, men kun få er klar over, at Instagram faktisk har et lignende regelsæt. Derudover udgav Forbrugerombudsmanden i 2013 et fællesnordisk standpunkt om markedsføring på de sociale medier, hvilket man som virksomhed også bør have i mente, når man udskriver konkurrencer på Instagram.

 

Disclaimer: Jeg har ingen juridisk baggrund og konklusionerne i denne artikel er derfor udelukkende baseret på min fortolkning af Instagrams regler såvel som Forbrugerombudsmandens standpunkt. Hvis du er i tvivl, bør du til hver en tid kontakte Forbrugerombudsmanden eller en jurist med speciale i sociale medier. Artiklen er altså kun vejledende og hverken jeg eller bSocial ApS kan stilles til ansvar for forkert rådgivning.

Hvad er konsekvensen, hvis man bryder reglerne?

Instagram har ikke ressourcerne til at lege konkurrencepoliti, så der er ikke så meget at frygte ift. platformen. Ligeledes ser man stor set aldrig Forbrugerombudsmanden politianmelde virksomheder for at overtræde spam-paragraffen på de sociale medier.

Men selvom politiet ikke kan fange alle, der kører for hurtigt, så betyder det ikke, at man skal overtræde loven. Reglerne er nemlig til for at beskytte forbrugerne og for at sikre den bedste oplevelse på Instagram. Tænker man sig om, så er det nok de færreste, som ønsker at spamme vennerne med konkurrencer – ligesom at vennerne gerne vil have ægte historier/inspiration i nyhedsstrømmen og ikke vil tagges i opslag. Personligt har jeg det lidt stramt med at blive tagget i billeder af frozen youghurt og sushi-menuer.

“Du skader dit brand ved at opnå synlighed gennem spam på Instagram.”

Tænk over det – hvilken kontekst skal din kommunikation formidles i? Skal dit budskab omkring en produktnyhed være “VIND, VIND, VIND!” eller ville du måske sælge mere ved at indsætte det i en mere eksklusiv kontekst?

Når en person tagger vennerne i et produktopslag, fungerer handlingen som social proof og vennernes opfattelse af produktet forbedres. Sker tagget i forbindelse med en konkurrence på Instagram, forstår vennerne det ikke længere som en anbefaling, men i længden i stedet som et irritationsmoment.

Så sørg for at overholde reglerne, sådan at der skabes goodwill omkring dit brand og dine produkter. Undlad at bidrage til konkurrencespam på Instagram – der er allerede nok af det.

Hvad reglerne kort sagt fortæller os

Instagrams konkurrenceregler:

  • Du må ikke præmiere folk for at tagge andre.
  • Du skal bekræfte, at konkurrencen ikke er associeret med Instagram.
  • Du skal overholde den lovgivning, der er gældende i dit land.

Forbrugerombudsmandens standpunkt:

  • Man skal have samtykke til at sende beskeder til brugernes indbakker.
  • Kommunikation, som ligger i en indbakke indtil den er blevet læst, anses for at være elektronisk post.
  • Kommunikation, som forsvinder, hvis brugeren ikke er online, anses for at være anden uanmodet kommunikation.
  • Hvis der skabes incitament for at dele kommercielle budskaber, vil kommunikationen anses som værende fra erhvervsdrivende.
  • Man skal kunne frabede sig kommunikation fra erhvervsdrivende.

Instagram konkurrencer – F.A.Q

Må man bede folk om at like et opslag for at deltage?

Ja, hverken Instagrams regler eller konklusionerne i Forbrugerombudsmandens standpunkt modsiger dette. Go for it!

Eksempel på lovlig konkurrence:

Må man bede folk om at kommentere et opslag for at deltage?

Ja, brug endelig konkurrencer til at inddrage forbrugerne. At kræve kommentarer er helt lovligt!

Må man bede folk om at tagge deres venner for at deltage?

Nej, det er faktisk den primære regel, som Instagram har valgt at inkludere i regelsættet. Tagging skal ske, fordi man rent faktisk synes, det er relevante for vennerne – ikke fordi man præmieres for det. Forbrugerombudsmanden har den samme holdning, selvom det ikke fremgår direkte i standpunktet. Tagging kan nemlig defineres som elektronisk post, da notifikationer herom ligger i ens notifikationsoversigt indtil man tjekker dem. Og det er som virksomhed ikke tilladt at præmiere forbrugerne for at sende elektronisk post.

Eksempel på ikke-lovlig Instagram konkurrence:

Må man bede folk om at reposte billeder for at deltage?

Dette ligger lidt i en gråzone. Instagram skriver ikke, at det er forbudt, da opslag i nyhedsstrømmen af Forbrugerombudsmanden ikke opfattes som elektronisk post, men derimod anden uanmodet kommunikation, hvilket Forbrugerombudsmanden anser for at være omfattet af e-databeskyttelsesdirektivets 14 artikel 13, stk. 3 og ikke markedsføringslovens §5 om spam.

Efter e-databeskyttelsesdirektivets bestemmelse skal brugerne dog have mulighed for at frabede sig kommunikation fra erhvervsdrivende – og det er her, problematikken opstår. Når en bruger deler noget på Instagram, foregår det nemlig ved at tage et screenshot af den erhvervsdrivendes opslag eller ved hjælp af en app som regram, hvor selve billedet deles via brugeren, men inkluderer den erhvervsdrivendes profilbillede og profilnavn.

I modsætning til på Facebook, hvor man ved at klikke øverst til højre på opslag, der er delt fra erhvervsdrivende, kan frabede sig kommunikation fra netop dén virksomhed, er der ikke mulighed for at frabede sig kommunikationen fra en bestemt virksomhed på Instagram via et billede, som en ven har repostet.

Man kan derved argumentere for, at Instagram-konkurrencer – hvor reposting er påkrævet – altså ikke helt overholder Forbrugerombudsmandens retningslinjer for markedsføring på de sociale medier.

Må man bede folk om at følge én på Instagram for at deltage?

Ja, du bør dog overveje, om det er relevant at have followers, som kun vælger at følge din virksomhed for at være med i en konkurrence.

Må man bede folk om at uploade et billede med et bestemt hashtag for at deltage?

Ja, Instagram opfordrer faktisk til denne form for konkurrence i deres guidelines og der er en lang række best practices at finde på deres business blog.
Man kan argumentere for, at opslagene fra et bestemt hashtag ikke kan frabedes af vennerne, men da indholdet i opslaget er dannet af forbrugeren og ikke den erhvervsdrivende, er det tvivlsomt at placere kommunikationen under “anden uanmodet kommunikation” trods incitamentet for at skrive opslaget.

Jeg mener altså ikke, at man træder Forbrugerombudsmanden over tæerne ved at lave denne form for konkurrence – men jeg vil lade vurderingen være op til dig 🙂

Må man reklamere for en konkurrence, som ikke foregår på Instagram?

Yes, hvorfor ikke? Det sociale aspekt forsvinder selvfølgelig lidt, men jeg har et godt eksempel her (tak til Stine Nørbjerg):

Find ud af hvad dagens jubilæumspræmie er 👉🏽 Send BAHNE4 til 1277. Det koster kun alm. SMS-takst. 🎁 #bahne

Et billede slået op af Bahne (@bahneinstagram) den

Specielt for produkter, der ikke må markedsføres til børn:

Hvis du repræsenterer et brand, som sælger produkter, der ikke egner sig til børn, skal du gøre det tydeligt, at konkurrencen kun er for voksne. F.eks. skriver Guinness, at man skal være over den tilladte aldersgrænse for at følge deres profil på Instagram:
guinness

 

Hvad skal man skrive i sin disclaimer?

Du kan evt. bruge den samme disclaimer, som man typisk benytter i forbindelse med konkurrencer på Facebook. Husk også at inkludere diverse andre betingelser for konkurrencen – f.eks. hvad der sker, hvis vinderen ikke er til at få fat på.

Fx: “Denne konkurrence er hverken sponsoreret, støttet eller administreret af, eller associeret med Instagram. Ved afgivelse af tilladelser og informationer, gives disse til *VIRKSOMHED*, ikke til Instagram.”

 

Har du noget at tilføje? Viden dannes i fællesskab, så smid endelig dit bidrag i kommentarfeltet nedenfor.