Vi har den seneste tid fået en en række henvendelser fra virksomheder, som ønsker at udskrive fotokonkurrencer på Facebook. I 2014 tilbød vi en applikation til formålet, men nu er året 2015 og tingene har ændret sig. I dag kan du nemlig sagtens udskrive en fotokonkurrence direkte i et opslag på din Facebook-side – læs med og se hvordan.

Lad os starte med et eksempel

Konkurrencen nedenfor er et eksempel på en lille, simpel fotokonkurrence lavet i et opslag. Her skal deltagerne uploade et billede af deres Påskebag direkte i kommentarfeltet til opslaget for at være med. Præmien er ikke særlig stor, men konkurrencekonceptet matcher brandet og målgruppen meget godt – og dem, der ikke deltager, bliver inspireret til lidt Påskebag.

Vil du vinde et gavekort på 200 kr. til Bagetid.dk?Så har du chancen lige nu! Bagetid.dk udlodder nemlig 5 gavekort á…

Sådan gør du:

Det er nemt at opsætte en fotokonkurrence i et opslag. Følg disse steps – og så er du kørende.

Step 1 – Slå fotoupload til

Under din Facebook-sides indstillinger finder du en indstilling ved navn “Tilladelser til at oprette opslag”. Herunder skal du sørge for at “Giv andre personer tilladelse til at slå noget op på tidslinjen på min side” samt “Tillad billed- og videoopslag” er markeret. Husk at gemme indstillingerne.

Step 2 – Lav opslaget på din side

Upload et billede til dit konkurrence-opslag, som enten viser nogle eksempler på, hvad der kan uploades, eller den præmie, der kan vindes. Jeg foreslår, at du vælger førstnævnte, da deltagerne så hurtigt får en forståelse for, hvad det drejer sig om.

Skriv herefter hvilket type billede, man skal uploade for at deltage, hvad man kan vinde samt hvilke betingelser, der er for konkurrencen. Det er altid en god idé at inkludere:

  • Præmieværdi
  • Slutdato
  • Hvordan vinderen findes (lodtrækning/vurdering)
  • Facebook disclaimer*

*Fx: Denne konkurrence er hverken sponsoreret, støttet eller administreret af, eller associeret med Facebook. Ved afgivelse af tilladelser og informationer, gives disse til [indsæt virksomhed], ikke til Facebook.

Step 3 – “Skab” et par deltagere

De færreste har lyst til at være firstmovers, så få bekendte eller kollegaer til at agere deltagere til at starte med – 2-3 stykker er nok. Det skal selvfølgelig se ud som om, at de reelt har deltaget. Når konkurrencen er godt i gang, kan de altid slette deres opslag igen.

Din fotokonkurrence er nu i gang! 🙂

Vil du have lidt tips?

Husk annonceringen
Folk skal mindes om fotokonkurrencer flere gange, da det ikke er sikkert, at de lige har tid til at tage og uploade et billede første gang, de ser konkurrencen. Sørg derfor for at annoncere for opslaget over en periode på mindst en uge – afhængigt af, hvor længe konkurrencen kører.

Find en fair præmie
Vores erfaring er, at én stor præmie faktisk fungerer bedre end flere små. Folk fokuserer i højere grad på præmieværdi end vinderchance. Der kan dog være grunde til at lave flere små præmier – udlodder du f.eks. gavekort til din webshop, kan det være attraktivt at lave flere små, da der så ryger flere ordrer i din shop.

Lad folk uploade gamle billeder
Hvis du laver en konkurrence, hvor man skal tage et billede af dit logo (ikke at det giver mening, men for eksemplets skyld), får du ikke så mange deltagere, som hvis man skal uploade et billede fra sin “bedste sommerferie”. Når deltagerne kan uploade billeder, de alligevel har uploadet til Instagram eller liggende på computeren, kræver det en mindre indsats at deltage. Hvis du alligevel vælger, at man skal tage billeder netop til konkurrencen, så skal præmien også afspejle det.

Husk kontekst
“Upload et billede af det gode vejr” giver ikke meget mening, hvis du sælger legetøj. Sælger du derimod skiudstyr, giver det god mening at lave en konkurrence, hvor man skal uploade et billede fra sin skiferie. Lad være med at få folk til at uploade billeder for konkurrencens skyld, men gør det fordi det giver mening ift. virksomhedens aktiviteter.

Hvornår giver det mening at bruge en applikation?

I almindelige konkurrencer på Facebook giver det mening, at bruge en applikation, når du vil indsamle oplysninger på deltagerne til f.eks. dit nyhedsbrev eller kundeklub. Når du udskriver fotokonkurrencer, vil der dog typisk ikke være super mange deltagere, da indsatsen er større – så dét er typisk ikke målet med en sådan konkurrence.

Argumentet for at bruge en applikation til at udskrive fotokonkurrencer er, at det er mere overskueligt – derfor kan det for store brands fortsat være en fin tilgang. Men for de fleste virksomheder vil ovenstående tilgang fungere fint.

Når du laver en fotokonkurrence i et opslag, virker den på alle enheder (computer, tablet, mobil), da Facebooks platform er udviklet til disse. Sådan har det været, siden det blev muligt at uploade billeder i kommentarfeltet. Derudover koster den dig kun præmien samt annonceringen – en ordentlig applikation til fotokonkurrencer koster typisk nogle tusinde kroner for en periode.