Tilstedeværelse på de sociale medier er noget, som de fleste har fundet ud af, er altafgørende, hvis du vil have succes med dit brand. Et af de absolut mest populære sociale medier i øjeblikket er Instagram. Her har din virksomhed mulighed for at skabe både organisk og betalt content, som vil nå en potentiel målgruppe, der kunne vise interesse i et givent produkt.

Hvordan får du succes på et socialt medie, som hver eneste dag får nye brands online og dermed også skarpere konkurrence?

Det vil jeg give mit bud på i denne artikel ud fra min egen erfaring som influencer med 54.000 følgere. Før vi når til mine forskellige tips og tricks, skal I naturligvis ikke snydes for min historie om, hvordan jeg kom i gang på Instagram.

Min historie

Jeg hedder Jesper Søndergård Krogh, er født i 1991 og opvokset i en lille by i Nordvestjylland, som hedder Nykøbing.

Når man kommer fra en lille by som Nykøbing, ligger det normalt ikke i kortene, at man får en stor passion inden for mode, da det nærmest er forbudt at skille sig ud fra mængden på disse kanter.

Det blev alligevel en kæmpe passion, som jeg har haft lige siden 14-årsalderen, og det er en ting, som jeg vil mene, har karakteriseret min personlighed lige siden.

Jeg husker tydeligt, at jeg flere gange om året tog på store shoppeture til både Aarhus og København for at få fat i det nyeste inden for mode.

Tiden før Instagram

I mine teenageår, hvor Instagram ikke var lanceret endnu, benyttede jeg mig af andre alternativer og modeforums så som ”lookbook.nu” eller ”Tumbler”.

Dette var dog i en langt mindre skala med billeder skudt i mine forældres have eller på teenageværelset.

Derfor har det altid ligget i kortene, at jeg ville gå modevejen kombineret med min store interesse for marketing.

Det hele tog først for alvor fart, da Instagram blev lanceret, og jeg fandt nogle spændende mennesker at følge inden for modeverdenen.

Mine tre forbilleder på Instagram

De 3 personer inden for kategorien menswear som jeg fulgte allerede fra første dag, er ”Tobiassikstrøm” ”Martinhansson” og ”Erikforsgren”.

Disse 3 svenske modeikoner, som man vel sagtens kan kalde dem efterhånden, inspirerede mig på en helt ny måde.

At man kunne skabe et stort community og en profil, hvor man kunne inspirere andre og samtidig opnå spændende samarbejder med enorme modebrands, var nogle af de grunde, som gjorde, at jeg selv ønskede at starte en ”influencerkarriere”.

Det var især Erik Forsgren, som var og er min absolutte største kilde til inspiration. Han havde lavet en profil, hvor han i nedtonede farver havde bygget en profil, som var anderledes og skilte sig meget ud fra mængden.

Den røde tråd han havde igennem sit feed, havde jeg ikke set magen til andre steder. Da jeg heller ikke selv er den største fan af farver, ønskede jeg også at få et lignende tema, og det har jeg holdt ved lige siden.

Starten på min rejse

Jeg startede ud med at lave min egen Instagramprofil i foråret 2017, da jeg på det tidspunkt havde fået skudt mange nye billeder til min konto.

Inden jeg begyndte at poste mine billeder, havde jeg udarbejdet en strategi og en contentplan, så jeg var klar til at komme i gang på en ordentlig måde.

Mine billeder blev skudt af forskellige venner og familie på dette tidspunkt, så de var naturligvis ikke i den bedste kvalitet, men de var fine til en start.

Det var uden tvivl i starten, jeg hurtigst fik de fleste følgere. Jeg fik vel omkring 30.000 følgere det første år. Tiden var en anden og der var ikke lige så mange om buddet på daværende tidspunkt.

Endvidere havde jeg lavet en profil, som skilte sig meget ud fra mængden, hvilket også er blevet nævnt af flere forskellige personer og brands siden. På grund af mængden af lignende profiler er det en af de mest essentielle ting at gøre, hvis man vil have stor succes på de sociale medier.

Jeg har i skrivende stund 54.000 følgere, og det er uden tvivl blevet langt mere besværligt at opnå en stor følgeskare, men det er stadig muligt, og derfor vil jeg i denne artikel fortælle, hvordan jeg fik 54.000 følgere på Instagram, og hvad brands kan lære af netop det.

Skift til en virksomhedsprofil

Det første skridt jeg tog i forhold til at få succes på Instagram, var at ændre min private profil til en kreatørprofil. Grunden til, at det er en god ide, er at det giver mig en lang række unikke redskaber. Jeg får værdifuld viden under Instagram insights (som jeg vil komme ind på senere) om mine følgere og opslag.

Endvidere giver det mig muligheden for at promovere mine opslag, hvis jeg ønsker, at de skal have mere rækkevidde og nå en bestemt målgruppe. Jeg får også muligheden for at tilføje links i mine stories. Swipe up funktionen vil være tilgængelig, når din profil har rundet 10.000 følgere.

Derfor bør du i jagten på at få succes på Instagram ændre din personlige profil til en virksomhedsprofil. Det er simpelt, og du gør det under indstillinger ved at skifte fra din personlige profil til en virksomhedsprofil.

Alle disse interessante statistikker, skal du så løbende holde øje med. Ved at anvende en virksomhedsprofil kan du nu også dele content med direkte links til dine produkter. Det betyder, at dine følgere kan interagere og købe produkterne uden at forlade Instagram. Området kaldes Instagram shopping, og det er et område, jeg vil komme ind på i en anden artikel.

Din biografi

Det næste skridt jeg tog var at ændre mit navn og i stedet indsætte 3 nøgleområder, som beskriver min platform: Menswear, fashion og travel. Derefter har jeg skrevet teksten ”menswear and fashion influencer”, så folk hurtigt kan se, hvad jeg ønsker at vise. Afslutningsvis har jeg skrevet bopæl, kontaktinformationer m.m., så jeg hurtigt og nemt kan blive kontaktet af potentielle brands.

Du skal derfor starte med at ændre dit navn i din biografi, så det bliver mere SEO-venligt. Det betyder, at når der bliver søgt på en niche/kategori i emnefeltet søg, vil du have større chance for at blive fundet. At have en god og skarp biografi betyder rigtig meget. Når folk klikker ind på din profil, skal de hurtigt finde ud af, hvad din profil har at tilbyde og hvad den drejer sig om. Hvis de ikke får den information hurtigt, vil de forlade din profil igen efter få sekunder.

Et modebrand som har lavet en rigtig fin og kort biografi, er Sand Copenhagen. De har kort skrevet, hvad deres side handler om og tilføjet deres ”branded hashtag”, som jeg vil fortælle mere om senere.

Instagram stories

Begrebet stories på Instagram er virkelig blevet populært. Det er korte videoer eller billeder, som du har mulighed for at uploade på din profil i 24 timer. Grunden til, at stories er blevet så populært, er at du har mulighed for at vise simple hverdagsøjeblikke, som er langt hurtigere at skabe end opslag.

Story stickers

Jeg bruger stories, så meget jeg kan, da det kan forøge mit engagement. I mine stories anvender jeg forskellige stickers, afstemninger, spørgsmål m.m. for at øge mine chancer for interaktion. Disse stickers er hurtige måder at få dine følgeres meninger og svar på, og derfor er de spændende værktøjer at arbejde med.

Unfold

Når jeg skaber mine stories, bruger jeg templates for at få dem til at se mere professionelle ud. Jeg bruger selv app’en ”Unfold”, som gør, at jeg kan få nogle mere kreative måder at vise stories på. Det gør selve oplevelsen mere professionel, end hvis jeg blot poster mit billede direkte.

Instagram Highlights

Derudover gemmer jeg mine stories i highlights på min profil. Det gør, at folk altid kan finde og se dem igen, når de har lyst. Disse har jeg så inddelt i forskellige kategorier, ”Outfits”, ”Hairstyles” og ”Travel”. Her har jeg fået lavet nogle unikke highlights-temaer i sort med hvide ikoner, som matcher mit feed i både farver og æstetik. Jeg ønsker at have en rød tråd igennem hele min profil og derfor er det vigtigt at få alt til at blive en samlet enhed.

Det skal du være opmærksom på som brand

Derfor bør du som brand og virksomhed sørge for at poste gode og spændende stories flere gange i ugen med forskellige actions som stickers eller afstemninger, så du kan interagere med dine følgere. De vil elske at se nogle mere nedtonede hverdagsøjeblikke, så de kan komme til at kende dig bedre, og det skaber desuden større troværdighed.

Det er vigtigt, at du er kontinuerlig i din måde at poste opslag og stories på, så dine følgere ved, du stadig er aktiv. Det vil være yderst oplagt, at du får lavet dine helt egne Instagram-highlights, som er skræddersyet til netop dit feed. Hos bSocial har vi et lilla tema, som vi har skræddersyet til vores highlights, så vi bevarer den røde tråd.

Modebrands med gode stories

Nogle gode eksempler på andre modebrands, som har lavet skarpe og kreative stories:

  • Mads Nørgaard
  • Specscollective
  • Grenshoes

Der skal altid bruges skarpe billeder. Det slår brandet Mads Nørgaard meget på her. De to andre brands slår mere på det kreative aspekt, som jeg personlig er ret vild med. Du skal derfor benytte dig af den metode, du bedst kan lide.

Hashtagstrategi

Hashtags er et af de vigtigste elementer, jeg bruger i min strategi for at få succes på Instagram. Hashtags giver mig en meget større chance for at blive opdaget af nye mennesker på platformen. Endvidere får jeg en langt større chance for at få nye følgere, og min engagementsrate vil i de fleste tilfælde blive forøget, da mit opslags rækkevidde kommer ud til flere mennesker.

Brug hashtags inden for din niche

Når jeg skal finde hashtags, er det vigtigt at finde nogle, som er relevante inden for det område, jeg arbejder med. Nu, hvor jeg arbejder med mode, vil jeg søge efter de hashtags inden for mit område, som har flest følgere og er blevet anvendt flest gange. På den måde ved jeg, at folk vil se mit opslag, da disse hashtags er meget populære.

Ulempen ved store hashtags er, at mit opslag hurtigt vil blive væk igen, da der er så mange, som bruger dem. Alternativet er at finde nogle mindre kendte og brugte hashtags, men her er det ikke sikkert, at jeg vil blive opdaget i samme grad. Valget er dit, men jeg bruger altid selv de største hashtags, da jeg her oplever et godt engagement.

Når jeg har lavet mit post med relevante hashtags, vil jeg også kunne følge med i, hvor mange mennesker, som rent faktisk finder mit post igennem mine hashtags. Det er et meget relevant værktøj, da jeg dermed kan optimere min hashtagstrategi. Endvidere bruger jeg altid alle de 30 styks, der er til rådighed. Jo flere hashtags, jo større chance for at blive opdaget. Så hvorfor ikke bruge dem alle sammen? Her er et lille trick at indsætte dem i kommentarfeltet i stedet for i selve opslaget. Det virker mindre spammende, og de bliver mere skjult her.

D&G bruger hashtags med succes 

En rigtig god strategi, som jeg vil anbefale dig at anvende på Instagram, er brugen af ”branded hahstags”. Det er en nem måde at reklamere for dit eget brand, og du kan derudover opfordre folk, som benytter dit brand, til også at bruge det.

Når du gør det, vil alle opslag med det bestemte hashtag blive gemt på Instagram, så du altid kan finde dem frem senere. Endvidere er det også en smart måde at bruge ”user generated content” på. Det skaber mere troværdighed omkring dit brand og gør din platform mere autentisk.

Et modebrand som benytter ”branded hashtags” med succes er det italienske modehus Dolce & Gabbana, der bruger hashtagget #DGFamily på næsten alle deres opslag. Dette hashtag får de også deres influencers til at bruge, så de skaber et sted, hvor alt deres materiale samles.

Derfor skal du som brand vægte hashtags højt, da det er en rigtig god måde for netop dit brand at blive opdaget på.

Captions

Ligesom hashtags og stories er vigtige parametre for at opnå succes på de sociale medier, er captions heller ikke til at komme udenom. Når jeg skal lave captions, hvilket er den tekst, som jeg skriver til mit opslag, bruger jeg forskellige strategier for at opnå succes med mit post.

Brug både korte og lange captions

Jeg prøver så ofte som muligt at teste både korte og lange captions, da hver mulighed henvender sig til forskellige typer af mennesker. Jeg er personligt mest til de korte captions, da det gør det let og overskueligt for brugerne at danne sig et overblik over mit budskab.

Fordelen ved den noget længere caption er, at mine følgere muligvis vil bruge længere tid på at læse opslaget. Det er en ting som Instagram lægger vægt på i forhold til deres algoritme. Det betyder kort fortalt, at mit opslag har mulighed for at få bedre engagement ved sådan et tiltag.

Derfor kunne en caption for mig være ”Sponsored I Rocking this new spring look (smiley).” Helt kort og simpelt. Endvidere bruger jeg altid smileys i mine captions, da det gør teksterne mere livlige og interessante.

Afslutningsvis bruger jeg ofte ”call to actions”, da det giver en større chance for at få flere kommentarer og dermed mere engagement. Et eksempel på en god ”call to action” kunne være: ”Comment your favorite item below”. Det er en opfordring til mine følgere om, at de skal deltage aktivt i kommentartråden, hvilket gør min engagementsrate bedre.

Knixwear bruger kreative captions

Et rigtig godt eksempel på en skarp caption vises her fra brandet Knixwear. Her har de en sjov ”call to action”, hvor de opfordrer deres følgere til at kommentere, og de benytter ”branded hashtags”.

Derfor er captions et vigtigt element i din strategi, når du vil have succes på Instagram. Benyt gerne både de korte og lange versioner med forskellige ”call to actions” samt smileys for at finde ud af, hvad der virker bedst for netop dit brand.

Insights

En af de vigtige fordele ved at oprette en Instagram kreatørprofil er, at jeg opnår adgang til betydningsfulde statistikker om min målgruppe. Med denne data har jeg eksempelvis mulighed for at se følgende:

  • Hvilke byer og lande er mine følgere fra?
  • Hvordan ser aldersfordelingen ud?
  • Hvilket tidspunkt er det bedste at poste mine opslag på?
  • Hvor mange mennesker når mine opslag ud til?

Jeg kan bruge statistikkerne til at planlægge mine opslag efter, da det vil betyde, at mit opslag højest sandsynligt vil få en væsentlig bedre engagementsrate. Hele mit opslags performance bliver rent faktisk afgjort inden for den første time. Her vurderer Instagrams algoritme, om mit opslag er interessant eller ej.

Derfor sørger jeg altid for at besvare kommentarer med det samme og gøre en stor indsats for at få så meget interaktion som muligt inden for den time. Det kan gøres ved at poste en ny story, hvor jeg fortæller, at jeg netop har lavet et nyt opslag.

Vær opmærksom på din målgruppe

Nu, hvor jeg bor i Danmark og ønsker at have samarbejder med danske virksomheder, kræver det naturligvis også, at jeg har følgere i Danmark, som disse virksomheder kan sælge deres produkter til. Her findes der faktisk en række metoder, så jeg kan påvirke min målgruppe i den retning, jeg ønsker.

  • Promover mit opslag ud til en målgruppe, hvor landet er Danmark.
  • Benytte geotags med Danmark.
  • Interagere med danske brugere.
  • Bruge danske hashtags.
  • Skrive mine opslag på både dansk og engelsk.

Disse elementer er en strategi, som jeg har fundet ud af virker ganske fint, hvis jeg vil præge min målgruppe i en bestemt retning.

Derfor er det vigtigt, at du som et brand holder skarpt øje med dine Insights. Sælger din virksomhed kun produkter i Danmark til en ung målgruppe, vil det ikke være optimalt, hvis alle dine følgere befinder sig i USA og er 55+.

Det perfekte Instagram feed

Et af mine absolutte favoritområder i kampen om at få succes på Instagram er mit feed. Alle de største brands og influencers har hver især præget deres feed på en unik måde, som gør deres profil anderledes og spændende.

Vælg et tema som matcher din personlighed

Det første step jeg tog mod at skabe et spændende feed var at overveje, hvilket tema som passede bedst til mit udtryk. Jeg er ikke den største fan af farver i mit tøjvalg, så derfor besluttede jeg mig ret hurtigt for at det skulle være et feed i nedtonede farver, hvor især det hvide og lyse udtryk skulle skinne igennem.

Redigering og det sidste touch

Når jeg skal redigere mine billeder, hvilket jeg vil anbefale, da det gør det lettere at skabe et ensartet feed, bruger jeg Photoshop og Lightroom. Her giver jeg mine billeder lige præcis det udtryk, jeg ønsker, kombineret med at skyde billeder på nogle lokationer, hvor baggrunden er lys og hvid. Det gør hele processen lettere.

Endvidere skiftede jeg også efter 1 år over til at bruge en fotograf i stedet for venner og bekendte. Det har gjort mine billeder langt skarpere og sørget for, at jeg har fået mere interesse fra brands, da de nu også kan bruge mine billeder på deres sociale medier.

Hvis du derfor ønsker at opnå en professionel, iøjnefaldende Instagramprofil, er dit feed ikke til at komme udenom. Det er en måde, du kan vise din egen stil og dit eget udtryk på. Hvis dine seere skal laves om til følgere, bør du uden tvivl afsætte tid til at skabe et æstetisk og interessant feed. Det kunne være at præge farven i dit logo igennem feedet og dermed skabe en rød tråd. Det har vi selv gjort her hos bSocial (hvor den røde tråd dog er lilla).

5 spændende ideer til dit feed

Hvis du er tom for ideer, findes der heldigvis mange spændende feeds på Instagram, som du med fordel kan snuppe nogle gode ideer fra. Kan du lide mørke eller lyse farver? Valget er dit. Du bør dog altid orientere dig om, om det rent faktisk er muligt at lave.

Hvis du ønsker et helt lyst feed med hvide bygninger og strande, men du samtidig bor i Danmark, kan det uden tvivl blive en udfordring. Vi har ikke altid vejret med os eller den samme arkitektur som eksempelvis i Paris. Dermed dog ikke sagt, at det er umuligt.

Hertil vil det også gøre det lettere for dig, hvis du altid bruger det samme filter. Det er med til at skabe en rød tråd igennem dine billeder. Her findes der selvfølgelig Instagrams egne filtre, men også forskellige apps som ”VSCO” eller Lightroom. Begge varianter er gratis med begrænsninger.

Kvaliteten af de billeder og videoer, du ligger ud, skal meget gerne være så skarpe som muligt. Jo skarpere, jo bedre. Derfor er det bedre at vente med at ligge noget ud, til du har noget knivskarpt materiale i stedet for at forhaste dig.

Interagere med konkurrenters følgere

En anden måde at få succes på, som jeg har fundet ud af virker ganske fint, er at finde konkurrenter og gå ind og interagere med deres følgere. Det kan være en simpel ting, som at like et af deres billeder, følge dem eller smide en kommentar.

Det betyder, at jeg får en chance for at blive opdaget af nye brugere, som allerede har en interesse inden for mit område. Det gør dermed processen i at skabe nye følgere noget lettere, hvis de naturligvis kan lide mit arbejde.

Du kan give det et skud, da det er en strategi, som jeg vil mene virker rigtig godt. Det kræver dog ret meget arbejde, da du ikke blot kan gå ind og følge eller like 5.000 mennesker på en enkelt dag, for så bliver du blokeret/sat på standby af Instagram.

Menneskene bag Instagram bliver bedre og bedre til at være opmærksom på dette, da platformen ofte er meget ramt af bots, som massefølger eller liker profiler. Du skal derfor gøre det på en naturlig måde, hvor du eksempelvis går ind og liker og følger 30-40 mennesker om dagen.

Promovering på Instagram

Det sidste tiltag, som jeg bruger i kampen om at få succes på Instagram, er feltet promovering. Her har jeg mulighed for at teste mit indhold af hos en bredere målgruppe og dermed indlede nye relationer ved at promovere mit opslag. Det betyder, at jeg når ud til helt nye mennesker, som ikke følger mig i forvejen, og jeg kan på den måde skabe mere interaktion og få nye følgere.

Det kan gøres for så lidt som 10 kr. om dagen og formidles til netop den målgruppe, jeg ønsker at ramme. Når min promovering er slut, kan jeg så vurdere, om det har været pengene værd ved at kigge i mine Insights. Her vil der stå, hvor mange følgere jeg har fået på grund af min promovering, hvor mange der har set min promovering og hvor i verden den er set.

Derfor mener jeg uden tvivl, at dette er et spændende værktøj at bruge, hvis du ønsker at ramme en bredere målgruppe og skaffe nye følgere til dit brand.

Annoncering på de sociale medier kan generelt være noget af en jungle, hvis du ikke sidder med det til dagligt. Derfor kan du med fordel kontakte os hos bSocial, da vi er eksperter i annoncering på Instagram og Facebook. Vi vil derfor kunne hjælpe dig med at nå dine målsætninger. Vi har endvidere også mulighed for at dykke længere ned i din annoncering end de værktøjer, du bruger direkte igennem Instagram.

Jeg håber, at min artikel har givet dig nogle gode tips og tricks til, hvordan du kan starte med at få succes på Instagram. Følg endelig med her på bloggen, da der vil komme nye og spændende indlæg løbende.